Esbjerg Music Xpress (EMX) er et site, der udelukkende skriver om original rytmisk musik fra Esbjerg Kommune. Her mødes alle tænkelige toner – fra pop og elektroniske beats til rå rock og den sorteste metal. Fællesnævneren er, at musikken er skabt af lokale kræfter.
💡Send gerne et nyhedstip til pressecentrum@mac.com
Med EMX får det kreative musiklag i kommunen en ny løftestang. For selv om Esbjerg rummer masser af talent, kan vejen til “spalterne” i etablerede og traditionelle medier være lang. Her kan EMX være en hjælp ved at bringe de lokale historier helt frem i lyset.
Indholdet vil være portrætter, nyt om udgivelser, koncerter og events. You name it!
Nye navne præsenteres side om side med de mere etablerede, og bredden i genrer gør, at der er noget for alle.
EMX er derfor ikke kun et nyhedsmedie, men skal gerne udvikle sig til et fællesskab, der bygger bro mellem artister og publikum. Et sted, hvor man kan opdage noget nyt i det nære lokalsamfund, følge artister fra den spæde start i øvelokalet til de helt store drømme og – forhåbentlig – de helt store gennembrud.